Viser tag

words

Life Min historie

Filmen “The Return” – Adoption

Jeg har været på påske visit hos mine “bonus” forældre i københavn og det var i sig selv en dejlig oplevelse, men udover det suveræne selskab – blev jeg meget rørt over en film vi så sammen. Filmen hedder “The Return” og omhandler adoption, og alle de følelser, glæder og udfordringer der hører med til det at være adopteret. I meget lang tid har jeg gået med tanken af, at føle mig alene da jeg ikke synes der har været noget i medierne omkring lige netop dette emne, hvor fokus er lagt på børnene.

Det resultere i forskellige ting, for mit eget vedkommende at man især ikke snakker om det, da man har en følelse af folk ikke forstår det og man på mange måder bare er for sårbar til, at kunne sætte ord på det.

Mange har et syn på adoption, som er præget efter enten det sporløst viser åbent på skærmen, hvor biologiske forældre og adopterede børn mødes til et glædeligt gensyn og alt ender lykkeligt, eller de tragiske historier hvor ingen finder hinanden, og får noget som helst ud af situationen end en enorm smerte, de skal gå med hele livet. 

Det ER en enorm smerte, som sidder i brystet der hører til adoption – man bliver fra barns ben skilt fra det vigtigste og mest trygge i sit liv. Det er det ubrydelige bånd der bliver brudt, og det vil altid sætte ar indeni en. Men hvad med alt det andet midt imellem? følelser og kampe der er inden mødet, imens mødet og efter eventuelt mødet? fasen hvor man bearbejder? Hvorfor er der ikke sat ord på dem, man holder jo ikke bare op med at være adopteret?  Det synes jeg denne film beskriver rigtig godt og den fik mig til tasterne i en fart.  Jeg vil være en del af noget hvor man hjælper hinanden, og kan sætte ord på følelser som andre kan have svært ved og ikke en del af noget hvor man skjuler halvdelen af sandheden eller sætter et glansbillede op for noget, som er så vigtigt og stor en del af livet for mange børn , unge og voksne.

Filmen omhandler to dansk-koreaneres første møde med deres hjemland Korea. Her er de født og i filmen drager de to hovedkarakterne der spilles af Thomas Hwan og Karoline Sofie Lee tilbage til Korea for at finde svar på hvor de stammer fra og for at se om det kan lade sig gøre for dem, at finde deres biologiske forældre.

Det er er oplevelse som er fyldt med følelser, angst og spørgsmål. De møder desuden på rejsen andre unge, som også deler den samme oplevelse, nemlig det at være adopteret. Det giver mange muligheder og giver plads til udfoldelse og bearbejdelse inden for det personlige hver især går rundt med. Skaberen af Filmen hedder Malene Choi, og hun bærer også selv på sin egen adoptionshistorie. I filmen har karakterne selv fået muligheden for at kunne bruge egne personlige optagelser – dette gør det spændende for seeren selv at skulle gennemskue hvilket der er iscenesat og hvilket der ikke er. Man kan blive overrasket.

Filmen lappede et eller andet sted noget sammen i mig, og jeg følte mig virkelig identisk med karakterne i filmen – selvom vi og de er meget forskellige. De smukke billeder, klipningen og lyden i filmen synes jeg understreger på mange måder hvor smukt og barskt et emne adoption er. Jeg er så glad for, at se nogen ligger fokus på lige netop dette og har handlet for at budskabet  er kommet ud til verden. Derfor støtter jeg helt sikkert også instruktøren Malene Choi og holdet bag filmen “The Return”.

Tak for at I giver børn, unge og voksne en mulighed for at kunne bearbejde ting på en anden måde, åbne vores øjne for andre og sætte ord på til dem som ikke aner noget som helst om det.  Her sidder jeg nu med en stor rummelig følelse af at jeg faktisk ikke er alene. Alle adoptionshistorier er forskellige, og istedet for at gå og føle mig anderledes, og ikke føle at jeg passer ind nogen steder – føler jeg mig nu på en måde heldig over at have min egen historie, lige som alle andre.

 

Life

Gæste Blogger – Mrs. Lover

Jeg har en veninde, som er rigtig god til at formulere de ting hun har oplevet i sit liv på tekst. Det er helt forrygende fangende og sårbart at læse og jeg synes det er så sejt at hun kan sætte ord på tingene. Når det kommer til kærlighed, er jeg tilhænger af den og den har fanget det gode i mig, om det kærlighed mellem en mand/mand, kvinde/kvinde eller en kvinde/mand. Jeg er selv heteroseksuel til det fulde, men finder det smukt hvordan folk der er forskellig fra mig kan finde kærligheden på kryds og på tværs. What is not to like? og hvordan kan nogen overhovedet være imod dette? Men der skal selvfølgelige være plads til alle, da forskelligheden er den der skaber problemer og gøre os uenige, men det er også forskelligheden som gør os tættere og får os til at lære af hinanden. Her er et gæste indlæg fra en stærk ung kvinde jeg kender, som ikke er bleg for at sætte de præcise ærlige ord på tingene. Jeg håber I vil tage godt imod Frk. Grå, som det ikke bliver sidste gang du kommer til at læse et indlæg fra.

 

large

 

Jeg er ikke god til kærlighed.

Jeg er enten A, som sidder og tuder over en eller anden dum tøs, som ikke kunne se hvor skide dejlig min bedste veninde, S siger jeg er.

Eller B, som sidder og tuder, fordi jeg ikke gider en dejlig tøs og nu er nødt til at skuffe hende.

 

Faktisk græder jeg ret ofte.

Da jeg mistede min stedmor til kræft i slutningen af 16, græd jeg næsten ikke, eller det var lige indtil det gik op for mig at hun var væk.

Derefter græd jeg, meget.

Rigtig meget, fosterstilling og ugly crying face all the way.

 

Så jeg så mig sur på følelser.

Er fortsat sur på dem, dog er jeg hoppet videre til stadiet hvor jeg på ingen måder vil anerkende at jeg har dem.

 

Derfor kom jeg frem til at jeg simpelthen ikke gad kvinder mere!

 

Det holdte lige indtil frk. downstairs blev fucking krævende. Og uudholdelig.

Så jeg fandt mig en kvinde. Og ja, hun hængte på træet, lucky me.

Den der lidt kreative, hippie/hipster anderledes type, som jeg virkelig bare ikke kan stå for.

 

Men nok om hende, det handler naturligvis kun om mig og frk. downstairs.

 

Jeg har egentlig altid været til at blive domineret i sengen, ikke fordi at de kvinder jeg har været sammen med har fattet det, dog lige minus hende den ene og nok også hende den anden, ja der blev det godt nok lidt vådt.

 

Tilbage til stor seng, midt i stort rodet værelse (dog til den kreative side), men ja, her sidder jeg altså, i mit sorte blonde undertøj og er ved at få bundet mine hænder, med sextape.

Hah, og mig som altid har dømt S for vildt, når hun har snakket om kvælertag og lussinger under sex.

Jeg bliver bundet til sengen, så jeg kan altså ikke bevæge mig, overhovedet. Hun klatrer selvfølgelig op på mig og giver den lige i en lille fin 69’er.

You go girl.

Dernæst får jeg altså bind for øjnene, så jeg fornemmer slet ikke det klap der dernæst lander mellem mine ben.

Hold nu kæft, hun slog frk. downstairs, og den lille forræder nød det!

Hun går videre med standard lebbe sex, lidt tunge og fingre. Huhu, den kvinde, virkelig altså!

Før jeg ved af det, har jeg hendes ene hånd hen over min mund og næse, så jeg kan heller ikke få vejret, for ikke at snakke om da hun tog kvælertag på mig eller hældte koldt vand på frk. downstairs.

 

Uden at komme med for mange detaljer (way too late) så blev det vådt, meget. Og beskidt.

 

Så, så du 162 høj, nu ’’sex forstyrret’’ ung kvinde cykle igennem byen, åndssvagt tidligt, med bollehår, mascara helt ned til kinderne, iført et par meget farverige jogginbukser som overhovedet ikke matchede til resterende sort outfit, med et ’’walk of shame’’ præget ansigt, var det altså bare mig.

 

Much love.

Frk. Grå som vil ha mere….