Browsing Tag

Korea

Life Min historie

Filmen “The Return” – Adoption

3. april 2018

Jeg har været på påske visit hos mine “bonus” forældre i københavn og det var i sig selv en dejlig oplevelse, men udover det suveræne selskab – blev jeg meget rørt over en film vi så sammen. Filmen hedder “The Return” og omhandler adoption, og alle de følelser, glæder og udfordringer der hører med til det at være adopteret. I meget lang tid har jeg gået med tanken af, at føle mig alene da jeg ikke synes der har været noget i medierne omkring lige netop dette emne, hvor fokus er lagt på børnene.

Det resultere i forskellige ting, for mit eget vedkommende at man især ikke snakker om det, da man har en følelse af folk ikke forstår det og man på mange måder bare er for sårbar til, at kunne sætte ord på det.

Mange har et syn på adoption, som er præget efter enten det sporløst viser åbent på skærmen, hvor biologiske forældre og adopterede børn mødes til et glædeligt gensyn og alt ender lykkeligt, eller de tragiske historier hvor ingen finder hinanden, og får noget som helst ud af situationen end en enorm smerte, de skal gå med hele livet. 

Det ER en enorm smerte, som sidder i brystet der hører til adoption – man bliver fra barns ben skilt fra det vigtigste og mest trygge i sit liv. Det er det ubrydelige bånd der bliver brudt, og det vil altid sætte ar indeni en. Men hvad med alt det andet midt imellem? følelser og kampe der er inden mødet, imens mødet og efter eventuelt mødet? fasen hvor man bearbejder? Hvorfor er der ikke sat ord på dem, man holder jo ikke bare op med at være adopteret?  Det synes jeg denne film beskriver rigtig godt og den fik mig til tasterne i en fart.  Jeg vil være en del af noget hvor man hjælper hinanden, og kan sætte ord på følelser som andre kan have svært ved og ikke en del af noget hvor man skjuler halvdelen af sandheden eller sætter et glansbillede op for noget, som er så vigtigt og stor en del af livet for mange børn , unge og voksne.

Filmen omhandler to dansk-koreaneres første møde med deres hjemland Korea. Her er de født og i filmen drager de to hovedkarakterne der spilles af Thomas Hwan og Karoline Sofie Lee tilbage til Korea for at finde svar på hvor de stammer fra og for at se om det kan lade sig gøre for dem, at finde deres biologiske forældre.

Det er er oplevelse som er fyldt med følelser, angst og spørgsmål. De møder desuden på rejsen andre unge, som også deler den samme oplevelse, nemlig det at være adopteret. Det giver mange muligheder og giver plads til udfoldelse og bearbejdelse inden for det personlige hver især går rundt med. Skaberen af Filmen hedder Malene Choi, og hun bærer også selv på sin egen adoptionshistorie. I filmen har karakterne selv fået muligheden for at kunne bruge egne personlige optagelser – dette gør det spændende for seeren selv at skulle gennemskue hvilket der er iscenesat og hvilket der ikke er. Man kan blive overrasket.

Filmen lappede et eller andet sted noget sammen i mig, og jeg følte mig virkelig identisk med karakterne i filmen – selvom vi og de er meget forskellige. De smukke billeder, klipningen og lyden i filmen synes jeg understreger på mange måder hvor smukt og barskt et emne adoption er. Jeg er så glad for, at se nogen ligger fokus på lige netop dette og har handlet for at budskabet  er kommet ud til verden. Derfor støtter jeg helt sikkert også instruktøren Malene Choi og holdet bag filmen “The Return”.

Tak for at I giver børn, unge og voksne en mulighed for at kunne bearbejde ting på en anden måde, åbne vores øjne for andre og sætte ord på til dem som ikke aner noget som helst om det.  Her sidder jeg nu med en stor rummelig følelse af at jeg faktisk ikke er alene. Alle adoptionshistorier er forskellige, og istedet for at gå og føle mig anderledes, og ikke føle at jeg passer ind nogen steder – føler jeg mig nu på en måde heldig over at have min egen historie, lige som alle andre.