Browsing Tag

dk

Min historie

Min Adoption

15. august 2017

Jeg har haft noget på hjertet, og det har taget mig 10 år at nå hertil, hvor jeg endelig kan åbne op og snakke om emnet på normalvis. Dette indlæg vil omhandle min adoption, og hvilke tanker,  følelser og oplevelser det bragte med sig.

Jeg boede oprindeligt i Indien, i en lille landsby udenfor hovedstaden. Der boede jeg med min lille familie, som faktisk alligevel ikke var så lille. Primært bestod den af mine biologiske forældre, mine to mindre søstre og jeg selv. Da jeg var omtrent 5 år gammel blev min mor alvorligt syg, vi forsøgte på bedstevis at hjælpe hende, og  brugte de penge vi havde på at få hende på hospitalet. Da vi var meget fattige, var dette rigtig svært – men det lykkedes dog. Men der var et stort problem, min mor var nemlig gravid med min lillebror, og inden længe skulle min bror altså komme til verden. Mens min mor lå indlagt på hospitalet, gik der ikke længe før hun fødte min bror. Han var skrøbelig, og meget lille.   Jeg var nød til i en alder af 5 år, at påtage mig moderrollen derhjemme og hjælpe mine søskende og familie. Jeg stod for at vaske tøj, lave mad, gøre rent og kigge efter mine mindre søskende. Vi brugte vores sidste penge på at have min mor på hospitalet, men intet hjalp hende. På et tidspunkt kom hun hjem at bo, hun blev lagt hjem til mine bedsteforældre der boede lige ved siden af os. Jeg var sikker på at hun måtte have fået det bedre, siden hun nu kunne komme hjem at være igen. Hvad den lille 5 årige mig bare ikke vidste var, at min mor ikke var kommet hjem fordi hun havde fået det bedre, vi havde simpelthen bare ikke flere penge til forsat at have hende på hospitalet. I god tro om at alt var blevet bedre, bad min far alle børn om at tage med ham til hans familie for at fortælle om mor og hvordan tingene stod til.  Vi sagde farvel til min mor, og jeg husker at jeg var den sidste der var inde ved hende. Jeg krammede og kyssede hende, og holdt humøret oppe, for hun skulle nok klare den – nu var hun jo endelig kommet hjem igen. Da jeg forlod hende lukkede hun øjnene og det var sidste gang hun trak vejret. for vi nåede ikke ret langt fra huset før vi måtte vende om. Min mor var død.

Jeg glemmer aldrig den dag, mine tårer trillede ned af kinderne på mig., og som jeg har beskrevet så fint for mine nuværende forældre “jeg græd, og græd, jeg havde aldrig prøvet at græde så meget før – mine tåre nåede helt ned til vejen”  

Det var en smertefuld tid for min familie, og min nyfødte lillebror der skulle tages hånd om samtidigt. Min mor skulle begraves, men i Indien forgår en begravelse således at det kun er mænd der må deltage. Kvinder må ikke have adgang til en begravelse. Gaderne vrimlede med udelukkende mænd mens min mor blev båret i gennem byen på en båre. Jeg kunne ikke andet end at stå og skimte det hele inde fra huset, forstyrret af en bedstemor der hele tiden stillede sig foran mig. Efterfølgende blev min far rigtig syg, men han var syg på den måde at han var ramt af sorg, den sorg som det medbragte da min mor gik borte. Han kunne intet, og slet ikke passe på 4 små børn. En dag ankom en sort bil, med fremmed mennesker til byen som jeg ikke kunne genkende. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse i maven af at tingene ikke var som de skulle være, og det viste sig på daværende tidspunkt også at være rigtigt. Den sorte bil var kommet for at hente os. Mine tre mindre søskende og jeg. Min bror skreg, og jeg husker at jeg snakkede med min far, men at han overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Jeg valgte at gemme mig i et lille rum, men det var kun spørgsmål om minutter før de fandt mig. Min far fortalte mig at det kun var i en lille periode vi skulle væk, at det var en slags skole vi skulle på og vi ville komme tilbage meget stærkere og klogere. Men både han og jeg vidste at det var en løgn. Jeg græd, jeg vidste det var sidste gang jeg ville se ham. Min far græd, han var stadig meget svag og ind i mellem al hans hulken kunne jeg høre få ord der gav mening.

” Sørg for at I bliver samlet”  Dette har været mit mål siden da, at holde os alle fire samlet. Vi ankom til børnehjemmet og det første der skete var at vi blev delt op. Min verden gik under, jeg hsukede tydeligt hvad min far havde sagt, men hvad kunne en lille pige gøre i sådan en situation.  De to mindste skulle være på den øverste etage, og min ældste lillesøster og jeg skulle være i den midterste etage. Jeg har aldrig brudt mig om regler, og hvis jeg har besluttet mig for noget, var jeg villig til at gå langt for det. Så jeg sneg mig tit op for at se mine mindre søskende, for at tjekke op på dem – Det kostede mig nogle slag og afstraffelse, men den tog jeg med glæde. En dag lykkedes det mig at blive gode venner med en medarbejder på børnehjemmet, som lod mig se mine søskende uden at blive opdaget. Jeg tænker stadig på hende, og det hun gjorde for mig og mine søskende.

Børnehjemmet var ikke et rart sted. Når jeg tænker tilbage på det, kan mærke adskillige ubehagelige følelser der er forbundet med det. På min etage af børnehjemmet var det aller værst, her var det børn fra 6-15 års alderen. Vi gik i skole, fik mad og havde det vi havde brug for, men personalet var strenge og hverdag var der en eller anden der fik bank eller afstraffelse på den ene eller den anden måde. En tidlig aften da vi skulle i seng, inden senge tjek havde min lillesøster tisset i sengen. Jeg vidste med det samme, at det umuligt ville skabe noget godt og byttede hurtigt plads med hende i køjen inden, at det var tid til senge tjek. Da manden så den våde madras, fik han ild i øjnene. Jeg sank en klump og kunne mærke frygten fylde mig krop. Jeg lukkede øjnene af angst, og håb for at når de åbnede ville det være ovre, men da jeg åbnede øjnene så jeg den. Den alle børnene frygtede på børnehjemmet, og grunden til vi alle opførte os ordentlig og makkede ret – manden holdt en tyk kæp i hånden, og det var ikke svært at regne ud i min lille hjerne hvad der så skulle ske. Jeg fik et par hårde slag, og skreg som en pisket – og det skulle hjælpe mig med aldrig mere at tisse i sengen. Vi blev lagt i seng, og jeg vred mig i sengen af smerte, men tanken om at det kunne have været min lillesøster fik mig på en eller anden måde til at glemme smerten for en stund.

Hverdagen på børnehjemmet fortsatte som den plejede, jeg fik venner og veninder, og inden jeg havde set mig om havde vi boet der i et år. Det sidste stykke tid blev vi flere gang hoppet i fine kjoler fordi at vi skulle til møde med en dame nedenunder i et lokale. Hun viste os billeder af nogle hvide mennesker, og jeg var hunderæd for hvad det var for nogle væsner. De lignede hvert fald ikke mig. Jeg forstod lidt efter lidt at vi skulle forlade børnehjemmet snarest og det gjorde mig intet at jeg skulle overlades til nogle fremmede “hvide” mennesker, for alt andet end børnehjemmet var i mit hoved bedre. Den bedste nyhed var at disse fremmede havde besluttet sig for at tage os alle fire samlet. Allerede fra den dag vidste jeg at jeg elskede dem.

Dagen kom hvor vores nye forældre skulle ankomme og hente os. Der var masser af turbulens på børnehjemmet fordi nu skulle der ske noget stort. Det var stort hver gang nogen var så heldige at komme derfra, og jeg havde slet ikke overvejet at det en dag kunne blive mig og mine søskendes tur. Det jeg husker tydeligst fra den dag er, da vi skulle sige farvel til vores venner på børnehjemmet. Der var så meget glæde på vores vegne i børnenes øjne, men samtidigt også så meget sorg og opgivelse i andres. Der var en pige, hun var et år eller to ældre end jeg selv, hun havde boet på børnehjemmet næsten hele sit liv, og det gjorde mig ked af det at jeg ikke kunne tage  hende eller generelt dem alle sammen med mig. Vi fik så meget kærlighed på en dag. Mine forældre gav os så meget varme, kys og kærlighed fra det aller første øjeblik og  jeg kunne mærke med det samme at jeg følte mig hjemme. Jeg snakkede og snakkede og snakkede og munden stod aldrig stille på mig. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det gjorde slet ikke noget for jeg havde brug for at komme ud med alt muligt og var meget nysgerrig på hvem de var og hvor de kom fra. Jeg krammede og kyssede og jeg fik lige så mange, hvis ikke flere kys og kram retur. Det var den bedste følelse i hele mit liv og er stadig den bedste følelse jeg nogensinde har haft. Jeg er så evigt taknemlig og glad for at vi stadig den dag idag står 4 stærke og kloge unge mennesker sammen.

Min far havde helt ret og jeg har holdt mit løfte.

Life

When you can feel you’re living

7. juli 2016

IMG_9593

De fleste har nok lagt mærke til, at jeg har lagt bloggen på hylden den sidste måneds tid. Det var efter omstændighederne i mit liv, det jeg havde aller mest behov for. Det har været op af bakke det sidste stykke tid, og tingene er ikke gået som jeg havde ønsket eller forestillet mig – Jeg har været stresset, syg og rundt på gulvet over at hver dag skulle føles som en hård kamp, jeg ikke havde resurser nok til hverken at kæmpe eller vinde..  men i sådanne situationer, hvor man virkelig kan mærke smerten i brystet får mig virkelig til at tænke over hvor meget man kan holde til som menneske og jeg kan virkelig mærke at jeg lever.. Jeg elsker at have ting at se frem til, og end masse ting at give mig til – men nogen gange bliver man nød til at lytte lidt mere til sig selv, og anderkende mest over for sig selv, at man har brug for en pause. Det har jeg haft rigtig svært ved. Så nu blev det endelig gjort, og det føles fantastisk!

Jeg har det sidste stykke tid brugt tid på at pleje mig selv, tage ansvar og få gjort noget ved de ting jeg synes fyldte rigtig meget i mit liv, som jeg tidligere ikke havde styrken til at gøre noget ved. Vi kender nok alle sammen til følelsen efter en træning, når vi endelig har kæmpet os ned i træningscenteret og givet den gas, som vi gerne ville have gjort længe eller oftere.. I kinda feel like that. Jeg har fået endnu mere energi ved at slappe af, til at udgive nogle super gode indlæg med jer på bloggen. I denne uge, vil der komme en lækker HH simonsen konkurrence hvor du kan vinde en alle tiders lækker præmie, som du helt sikkert kan bruge hver dag i hverdagen. Så hold dig opdateret. 🙂

 

Beauty Life

JEG ER PÅ YOUTUBE

11. februar 2016

Som titlen så fint beskriver, så er jeg at finde på youtube, hvor jeg har genoprettet min kanal – den bliver primært brugt til at lave videoer her til bloggen også bliver de postet derinde. Jeg tænkte det kunne være sjovt for jer at se på lidt, og få rode råd til hvordan man bruger forskellige produkter og alt muligt i stedet for hele tiden kun at skrive det.Jeg har været en lidt fraværende her på bloggen for at starte den godt op. Men der skal være plads til begge ting for mig.

Jeg håber I synes det er lidt hyggeligt, jeg vil vildt gerne høre fra jer i kommentaren også hvis I synes det er noget værre pjat og bedst kunne lidt skriveriet. Jeg har samlet en liste med videoerne inde fra min kanal, så kan I lige se en af dem her på bloggen, som faktisk handler om det tidligere skrevet The Body Shop indlæg. Ellers regner jeg med at vi selvfølgelig ses inde på min kanal! 😉 Du kan finde mig derinde ved at søge på: Kirsten Thulesen. Like og abonnere så tosset du vil og bliv en del af det hyggelige fællesskab på min youtube kanal. Vi ses!

https://www.youtube.com/watch?v=vCysdzzjd8k

Liste over videoer og link til dem: