Viser tag

adoption

Life Min historie

Filmen “The Return” – Adoption

Jeg har været på påske visit hos mine “bonus” forældre i københavn og det var i sig selv en dejlig oplevelse, men udover det suveræne selskab – blev jeg meget rørt over en film vi så sammen. Filmen hedder “The Return” og omhandler adoption, og alle de følelser, glæder og udfordringer der hører med til det at være adopteret. I meget lang tid har jeg gået med tanken af, at føle mig alene da jeg ikke synes der har været noget i medierne omkring lige netop dette emne, hvor fokus er lagt på børnene.

Det resultere i forskellige ting, for mit eget vedkommende at man især ikke snakker om det, da man har en følelse af folk ikke forstår det og man på mange måder bare er for sårbar til, at kunne sætte ord på det.

Mange har et syn på adoption, som er præget efter enten det sporløst viser åbent på skærmen, hvor biologiske forældre og adopterede børn mødes til et glædeligt gensyn og alt ender lykkeligt, eller de tragiske historier hvor ingen finder hinanden, og får noget som helst ud af situationen end en enorm smerte, de skal gå med hele livet. 

Det ER en enorm smerte, som sidder i brystet der hører til adoption – man bliver fra barns ben skilt fra det vigtigste og mest trygge i sit liv. Det er det ubrydelige bånd der bliver brudt, og det vil altid sætte ar indeni en. Men hvad med alt det andet midt imellem? følelser og kampe der er inden mødet, imens mødet og efter eventuelt mødet? fasen hvor man bearbejder? Hvorfor er der ikke sat ord på dem, man holder jo ikke bare op med at være adopteret?  Det synes jeg denne film beskriver rigtig godt og den fik mig til tasterne i en fart.  Jeg vil være en del af noget hvor man hjælper hinanden, og kan sætte ord på følelser som andre kan have svært ved og ikke en del af noget hvor man skjuler halvdelen af sandheden eller sætter et glansbillede op for noget, som er så vigtigt og stor en del af livet for mange børn , unge og voksne.

Filmen omhandler to dansk-koreaneres første møde med deres hjemland Korea. Her er de født og i filmen drager de to hovedkarakterne der spilles af Thomas Hwan og Karoline Sofie Lee tilbage til Korea for at finde svar på hvor de stammer fra og for at se om det kan lade sig gøre for dem, at finde deres biologiske forældre.

Det er er oplevelse som er fyldt med følelser, angst og spørgsmål. De møder desuden på rejsen andre unge, som også deler den samme oplevelse, nemlig det at være adopteret. Det giver mange muligheder og giver plads til udfoldelse og bearbejdelse inden for det personlige hver især går rundt med. Skaberen af Filmen hedder Malene Choi, og hun bærer også selv på sin egen adoptionshistorie. I filmen har karakterne selv fået muligheden for at kunne bruge egne personlige optagelser – dette gør det spændende for seeren selv at skulle gennemskue hvilket der er iscenesat og hvilket der ikke er. Man kan blive overrasket.

Filmen lappede et eller andet sted noget sammen i mig, og jeg følte mig virkelig identisk med karakterne i filmen – selvom vi og de er meget forskellige. De smukke billeder, klipningen og lyden i filmen synes jeg understreger på mange måder hvor smukt og barskt et emne adoption er. Jeg er så glad for, at se nogen ligger fokus på lige netop dette og har handlet for at budskabet  er kommet ud til verden. Derfor støtter jeg helt sikkert også instruktøren Malene Choi og holdet bag filmen “The Return”.

Tak for at I giver børn, unge og voksne en mulighed for at kunne bearbejde ting på en anden måde, åbne vores øjne for andre og sætte ord på til dem som ikke aner noget som helst om det.  Her sidder jeg nu med en stor rummelig følelse af at jeg faktisk ikke er alene. Alle adoptionshistorier er forskellige, og istedet for at gå og føle mig anderledes, og ikke føle at jeg passer ind nogen steder – føler jeg mig nu på en måde heldig over at have min egen historie, lige som alle andre.

 

Min historie

Min Adoption

Jeg har haft noget på hjertet, og det har taget mig 10 år at nå hertil, hvor jeg endelig kan åbne op og snakke om emnet på normalvis. Dette indlæg vil omhandle min adoption, og hvilke tanker,  følelser og oplevelser det bragte med sig.

Jeg boede oprindeligt i Indien, i en lille landsby udenfor hovedstaden. Der boede jeg med min lille familie, som faktisk alligevel ikke var så lille. Primært bestod den af mine biologiske forældre, mine to mindre søstre og jeg selv. Da jeg var omtrent 5 år gammel blev min mor alvorligt syg, vi forsøgte på bedstevis at hjælpe hende, og  brugte de penge vi havde på at få hende på hospitalet. Da vi var meget fattige, var dette rigtig svært – men det lykkedes dog. Men der var et stort problem, min mor var nemlig gravid med min lillebror, og inden længe skulle min bror altså komme til verden. Mens min mor lå indlagt på hospitalet, gik der ikke længe før hun fødte min bror. Han var skrøbelig, og meget lille.   Jeg var nød til i en alder af 5 år, at påtage mig moderrollen derhjemme og hjælpe mine søskende og familie. Jeg stod for at vaske tøj, lave mad, gøre rent og kigge efter mine mindre søskende. Vi brugte vores sidste penge på at have min mor på hospitalet, men intet hjalp hende. På et tidspunkt kom hun hjem at bo, hun blev lagt hjem til mine bedsteforældre der boede lige ved siden af os. Jeg var sikker på at hun måtte have fået det bedre, siden hun nu kunne komme hjem at være igen. Hvad den lille 5 årige mig bare ikke vidste var, at min mor ikke var kommet hjem fordi hun havde fået det bedre, vi havde simpelthen bare ikke flere penge til forsat at have hende på hospitalet. I god tro om at alt var blevet bedre, bad min far alle børn om at tage med ham til hans familie for at fortælle om mor og hvordan tingene stod til.  Vi sagde farvel til min mor, og jeg husker at jeg var den sidste der var inde ved hende. Jeg krammede og kyssede hende, og holdt humøret oppe, for hun skulle nok klare den – nu var hun jo endelig kommet hjem igen. Da jeg forlod hende lukkede hun øjnene og det var sidste gang hun trak vejret. for vi nåede ikke ret langt fra huset før vi måtte vende om. Min mor var død.

Jeg glemmer aldrig den dag, mine tårer trillede ned af kinderne på mig., og som jeg har beskrevet så fint for mine nuværende forældre “jeg græd, og græd, jeg havde aldrig prøvet at græde så meget før – mine tåre nåede helt ned til vejen”  

Det var en smertefuld tid for min familie, og min nyfødte lillebror der skulle tages hånd om samtidigt. Min mor skulle begraves, men i Indien forgår en begravelse således at det kun er mænd der må deltage. Kvinder må ikke have adgang til en begravelse. Gaderne vrimlede med udelukkende mænd mens min mor blev båret i gennem byen på en båre. Jeg kunne ikke andet end at stå og skimte det hele inde fra huset, forstyrret af en bedstemor der hele tiden stillede sig foran mig. Efterfølgende blev min far rigtig syg, men han var syg på den måde at han var ramt af sorg, den sorg som det medbragte da min mor gik borte. Han kunne intet, og slet ikke passe på 4 små børn. En dag ankom en sort bil, med fremmed mennesker til byen som jeg ikke kunne genkende. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse i maven af at tingene ikke var som de skulle være, og det viste sig på daværende tidspunkt også at være rigtigt. Den sorte bil var kommet for at hente os. Mine tre mindre søskende og jeg. Min bror skreg, og jeg husker at jeg snakkede med min far, men at han overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Jeg valgte at gemme mig i et lille rum, men det var kun spørgsmål om minutter før de fandt mig. Min far fortalte mig at det kun var i en lille periode vi skulle væk, at det var en slags skole vi skulle på og vi ville komme tilbage meget stærkere og klogere. Men både han og jeg vidste at det var en løgn. Jeg græd, jeg vidste det var sidste gang jeg ville se ham. Min far græd, han var stadig meget svag og ind i mellem al hans hulken kunne jeg høre få ord der gav mening.

” Sørg for at I bliver samlet”  Dette har været mit mål siden da, at holde os alle fire samlet. Vi ankom til børnehjemmet og det første der skete var at vi blev delt op. Min verden gik under, jeg hsukede tydeligt hvad min far havde sagt, men hvad kunne en lille pige gøre i sådan en situation.  De to mindste skulle være på den øverste etage, og min ældste lillesøster og jeg skulle være i den midterste etage. Jeg har aldrig brudt mig om regler, og hvis jeg har besluttet mig for noget, var jeg villig til at gå langt for det. Så jeg sneg mig tit op for at se mine mindre søskende, for at tjekke op på dem – Det kostede mig nogle slag og afstraffelse, men den tog jeg med glæde. En dag lykkedes det mig at blive gode venner med en medarbejder på børnehjemmet, som lod mig se mine søskende uden at blive opdaget. Jeg tænker stadig på hende, og det hun gjorde for mig og mine søskende.

Børnehjemmet var ikke et rart sted. Når jeg tænker tilbage på det, kan mærke adskillige ubehagelige følelser der er forbundet med det. På min etage af børnehjemmet var det aller værst, her var det børn fra 6-15 års alderen. Vi gik i skole, fik mad og havde det vi havde brug for, men personalet var strenge og hverdag var der en eller anden der fik bank eller afstraffelse på den ene eller den anden måde. En tidlig aften da vi skulle i seng, inden senge tjek havde min lillesøster tisset i sengen. Jeg vidste med det samme, at det umuligt ville skabe noget godt og byttede hurtigt plads med hende i køjen inden, at det var tid til senge tjek. Da manden så den våde madras, fik han ild i øjnene. Jeg sank en klump og kunne mærke frygten fylde mig krop. Jeg lukkede øjnene af angst, og håb for at når de åbnede ville det være ovre, men da jeg åbnede øjnene så jeg den. Den alle børnene frygtede på børnehjemmet, og grunden til vi alle opførte os ordentlig og makkede ret – manden holdt en tyk kæp i hånden, og det var ikke svært at regne ud i min lille hjerne hvad der så skulle ske. Jeg fik et par hårde slag, og skreg som en pisket – og det skulle hjælpe mig med aldrig mere at tisse i sengen. Vi blev lagt i seng, og jeg vred mig i sengen af smerte, men tanken om at det kunne have været min lillesøster fik mig på en eller anden måde til at glemme smerten for en stund.

Hverdagen på børnehjemmet fortsatte som den plejede, jeg fik venner og veninder, og inden jeg havde set mig om havde vi boet der i et år. Det sidste stykke tid blev vi flere gang hoppet i fine kjoler fordi at vi skulle til møde med en dame nedenunder i et lokale. Hun viste os billeder af nogle hvide mennesker, og jeg var hunderæd for hvad det var for nogle væsner. De lignede hvert fald ikke mig. Jeg forstod lidt efter lidt at vi skulle forlade børnehjemmet snarest og det gjorde mig intet at jeg skulle overlades til nogle fremmede “hvide” mennesker, for alt andet end børnehjemmet var i mit hoved bedre. Den bedste nyhed var at disse fremmede havde besluttet sig for at tage os alle fire samlet. Allerede fra den dag vidste jeg at jeg elskede dem.

Dagen kom hvor vores nye forældre skulle ankomme og hente os. Der var masser af turbulens på børnehjemmet fordi nu skulle der ske noget stort. Det var stort hver gang nogen var så heldige at komme derfra, og jeg havde slet ikke overvejet at det en dag kunne blive mig og mine søskendes tur. Det jeg husker tydeligst fra den dag er, da vi skulle sige farvel til vores venner på børnehjemmet. Der var så meget glæde på vores vegne i børnenes øjne, men samtidigt også så meget sorg og opgivelse i andres. Der var en pige, hun var et år eller to ældre end jeg selv, hun havde boet på børnehjemmet næsten hele sit liv, og det gjorde mig ked af det at jeg ikke kunne tage  hende eller generelt dem alle sammen med mig. Vi fik så meget kærlighed på en dag. Mine forældre gav os så meget varme, kys og kærlighed fra det aller første øjeblik og  jeg kunne mærke med det samme at jeg følte mig hjemme. Jeg snakkede og snakkede og snakkede og munden stod aldrig stille på mig. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det gjorde slet ikke noget for jeg havde brug for at komme ud med alt muligt og var meget nysgerrig på hvem de var og hvor de kom fra. Jeg krammede og kyssede og jeg fik lige så mange, hvis ikke flere kys og kram retur. Det var den bedste følelse i hele mit liv og er stadig den bedste følelse jeg nogensinde har haft. Jeg er så evigt taknemlig og glad for at vi stadig den dag idag står 4 stærke og kloge unge mennesker sammen.

Min far havde helt ret og jeg har holdt mit løfte.