Browser Kategori

Min historie

Min historie

Min Adoption

15. august 2017

Jeg har haft noget på hjertet, og det har taget mig 10 år at nå hertil, hvor jeg endelig kan åbne op og snakke om emnet på normalvis. Dette indlæg vil omhandle min adoption, og hvilke tanker,  følelser og oplevelser det bragte med sig.

Jeg boede oprindeligt i Indien, i en lille landsby udenfor hovedstaden. Der boede jeg med min lille familie, som faktisk alligevel ikke var så lille. Primært bestod den af mine biologiske forældre, mine to mindre søstre og jeg selv. Da jeg var omtrent 5 år gammel blev min mor alvorligt syg, vi forsøgte på bedstevis at hjælpe hende, og  brugte de penge vi havde på at få hende på hospitalet. Da vi var meget fattige, var dette rigtig svært – men det lykkedes dog. Men der var et stort problem, min mor var nemlig gravid med min lillebror, og inden længe skulle min bror altså komme til verden. Mens min mor lå indlagt på hospitalet, gik der ikke længe før hun fødte min bror. Han var skrøbelig, og meget lille.   Jeg var nød til i en alder af 5 år, at påtage mig moderrollen derhjemme og hjælpe mine søskende og familie. Jeg stod for at vaske tøj, lave mad, gøre rent og kigge efter mine mindre søskende. Vi brugte vores sidste penge på at have min mor på hospitalet, men intet hjalp hende. På et tidspunkt kom hun hjem at bo, hun blev lagt hjem til mine bedsteforældre der boede lige ved siden af os. Jeg var sikker på at hun måtte have fået det bedre, siden hun nu kunne komme hjem at være igen. Hvad den lille 5 årige mig bare ikke vidste var, at min mor ikke var kommet hjem fordi hun havde fået det bedre, vi havde simpelthen bare ikke flere penge til forsat at have hende på hospitalet. I god tro om at alt var blevet bedre, bad min far alle børn om at tage med ham til hans familie for at fortælle om mor og hvordan tingene stod til.  Vi sagde farvel til min mor, og jeg husker at jeg var den sidste der var inde ved hende. Jeg krammede og kyssede hende, og holdt humøret oppe, for hun skulle nok klare den – nu var hun jo endelig kommet hjem igen. Da jeg forlod hende lukkede hun øjnene og det var sidste gang hun trak vejret. for vi nåede ikke ret langt fra huset før vi måtte vende om. Min mor var død.

Jeg glemmer aldrig den dag, mine tårer trillede ned af kinderne på mig., og som jeg har beskrevet så fint for mine nuværende forældre “jeg græd, og græd, jeg havde aldrig prøvet at græde så meget før – mine tåre nåede helt ned til vejen”  

Det var en smertefuld tid for min familie, og min nyfødte lillebror der skulle tages hånd om samtidigt. Min mor skulle begraves, men i Indien forgår en begravelse således at det kun er mænd der må deltage. Kvinder må ikke have adgang til en begravelse. Gaderne vrimlede med udelukkende mænd mens min mor blev båret i gennem byen på en båre. Jeg kunne ikke andet end at stå og skimte det hele inde fra huset, forstyrret af en bedstemor der hele tiden stillede sig foran mig. Efterfølgende blev min far rigtig syg, men han var syg på den måde at han var ramt af sorg, den sorg som det medbragte da min mor gik borte. Han kunne intet, og slet ikke passe på 4 små børn. En dag ankom en sort bil, med fremmed mennesker til byen som jeg ikke kunne genkende. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse i maven af at tingene ikke var som de skulle være, og det viste sig på daværende tidspunkt også at være rigtigt. Den sorte bil var kommet for at hente os. Mine tre mindre søskende og jeg. Min bror skreg, og jeg husker at jeg snakkede med min far, men at han overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Jeg valgte at gemme mig i et lille rum, men det var kun spørgsmål om minutter før de fandt mig. Min far fortalte mig at det kun var i en lille periode vi skulle væk, at det var en slags skole vi skulle på og vi ville komme tilbage meget stærkere og klogere. Men både han og jeg vidste at det var en løgn. Jeg græd, jeg vidste det var sidste gang jeg ville se ham. Min far græd, han var stadig meget svag og ind i mellem al hans hulken kunne jeg høre få ord der gav mening.

” Sørg for at I bliver samlet”  Dette har været mit mål siden da, at holde os alle fire samlet. Vi ankom til børnehjemmet og det første der skete var at vi blev delt op. Min verden gik under, jeg hsukede tydeligt hvad min far havde sagt, men hvad kunne en lille pige gøre i sådan en situation.  De to mindste skulle være på den øverste etage, og min ældste lillesøster og jeg skulle være i den midterste etage. Jeg har aldrig brudt mig om regler, og hvis jeg har besluttet mig for noget, var jeg villig til at gå langt for det. Så jeg sneg mig tit op for at se mine mindre søskende, for at tjekke op på dem – Det kostede mig nogle slag og afstraffelse, men den tog jeg med glæde. En dag lykkedes det mig at blive gode venner med en medarbejder på børnehjemmet, som lod mig se mine søskende uden at blive opdaget. Jeg tænker stadig på hende, og det hun gjorde for mig og mine søskende.

Børnehjemmet var ikke et rart sted. Når jeg tænker tilbage på det, kan mærke adskillige ubehagelige følelser der er forbundet med det. På min etage af børnehjemmet var det aller værst, her var det børn fra 6-15 års alderen. Vi gik i skole, fik mad og havde det vi havde brug for, men personalet var strenge og hverdag var der en eller anden der fik bank eller afstraffelse på den ene eller den anden måde. En tidlig aften da vi skulle i seng, inden senge tjek havde min lillesøster tisset i sengen. Jeg vidste med det samme, at det umuligt ville skabe noget godt og byttede hurtigt plads med hende i køjen inden, at det var tid til senge tjek. Da manden så den våde madras, fik han ild i øjnene. Jeg sank en klump og kunne mærke frygten fylde mig krop. Jeg lukkede øjnene af angst, og håb for at når de åbnede ville det være ovre, men da jeg åbnede øjnene så jeg den. Den alle børnene frygtede på børnehjemmet, og grunden til vi alle opførte os ordentlig og makkede ret – manden holdt en tyk kæp i hånden, og det var ikke svært at regne ud i min lille hjerne hvad der så skulle ske. Jeg fik et par hårde slag, og skreg som en pisket – og det skulle hjælpe mig med aldrig mere at tisse i sengen. Vi blev lagt i seng, og jeg vred mig i sengen af smerte, men tanken om at det kunne have været min lillesøster fik mig på en eller anden måde til at glemme smerten for en stund.

Hverdagen på børnehjemmet fortsatte som den plejede, jeg fik venner og veninder, og inden jeg havde set mig om havde vi boet der i et år. Det sidste stykke tid blev vi flere gang hoppet i fine kjoler fordi at vi skulle til møde med en dame nedenunder i et lokale. Hun viste os billeder af nogle hvide mennesker, og jeg var hunderæd for hvad det var for nogle væsner. De lignede hvert fald ikke mig. Jeg forstod lidt efter lidt at vi skulle forlade børnehjemmet snarest og det gjorde mig intet at jeg skulle overlades til nogle fremmede “hvide” mennesker, for alt andet end børnehjemmet var i mit hoved bedre. Den bedste nyhed var at disse fremmede havde besluttet sig for at tage os alle fire samlet. Allerede fra den dag vidste jeg at jeg elskede dem.

Dagen kom hvor vores nye forældre skulle ankomme og hente os. Der var masser af turbulens på børnehjemmet fordi nu skulle der ske noget stort. Det var stort hver gang nogen var så heldige at komme derfra, og jeg havde slet ikke overvejet at det en dag kunne blive mig og mine søskendes tur. Det jeg husker tydeligst fra den dag er, da vi skulle sige farvel til vores venner på børnehjemmet. Der var så meget glæde på vores vegne i børnenes øjne, men samtidigt også så meget sorg og opgivelse i andres. Der var en pige, hun var et år eller to ældre end jeg selv, hun havde boet på børnehjemmet næsten hele sit liv, og det gjorde mig ked af det at jeg ikke kunne tage  hende eller generelt dem alle sammen med mig. Vi fik så meget kærlighed på en dag. Mine forældre gav os så meget varme, kys og kærlighed fra det aller første øjeblik og  jeg kunne mærke med det samme at jeg følte mig hjemme. Jeg snakkede og snakkede og snakkede og munden stod aldrig stille på mig. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det gjorde slet ikke noget for jeg havde brug for at komme ud med alt muligt og var meget nysgerrig på hvem de var og hvor de kom fra. Jeg krammede og kyssede og jeg fik lige så mange, hvis ikke flere kys og kram retur. Det var den bedste følelse i hele mit liv og er stadig den bedste følelse jeg nogensinde har haft. Jeg er så evigt taknemlig og glad for at vi stadig den dag idag står 4 stærke og kloge unge mennesker sammen.

Min far havde helt ret og jeg har holdt mit løfte.

Life Min historie

Mit liv med angst og depression

6. januar 2016

Jeg har fået mod til mig, og jeg vil rigtig gerne dele dette meget personlige blogindlæg med mine læsere. Normalt er jeg ikke typen der snakker med folk omkring så personlige ting, som dette. Jeg har angst og depression,  og jeg vil derfor rigtig gerne fortælle jer lidt mere om mig selv og min “sygdom”.  Det kan jo være der sidder nogle der har eller har haft det på samme måde, hvis der er er I meget velkommet til skrive til mig.

Hvordan startede det og hvornår blev det opdaget?

Jeg gik rundt et halvandet års tid og havde det sindsygt underligt. Det er det seneste halve til hele år der har været det sværeste for mig. Der var en lang periode, hvor jeg begyndte at få smerter, og faldt meget på mit energi niveau. Med en fortid med grov mobning, deskrimination af hudfarve og adoption og ubehagelige oplevelser derfra,  vidste jeg godt at jeg ikke var helt lige som alle andre. Jeg havde det rigtig svært nogen gange, men jeg holdt tingene for mig selv. Jeg har 3 biologiske søskende, som jeg har været vant til at tage mig af – så at sætte mig selv i første priotet har aldrig været en mulighed for mig, før Jeg var faldet ordentlig til i Danmark.

Men det her var noget helt andet. I skolen kæmpede jeg for at følge med, med den smule energi jeg havde. Det var en forfærdelig følelse, at gå rundt og føle sig virkelig skidt og ikke vide hvad der var galt med en? Var der overhovedet noget galt med en, eller var det bare sådan her man var?      Jeg havde flere og flere nedture. Til sidst begyndte jeg at få en del fravær i skolen, låste mig inde på mit værelse og  lavede på daværende tidspunkt ikke andet end at sove hele dagen væk. Om morgenen, var det som om at der var en kæmpe sort sky over mit hoved og jeg havde ikke energi til at stå op om morgnen. Jeg blev vildt rasende uden grund, og havde en voldsom lyst til at gøre skade på selv – ja generelt ville jeg bare straffe mig selv, af en eller anden grund jeg ikke anede noget som helst om.             Mine forældre fik mig derfor til en psykolog, hvor snakken gik sindsygt godt, det var rart og en lettelse for mig, at der var en som lyttede og var så nærværende og i mit tilfælde rolig.  Hun fandt efter kort tid frem til at min tilstand var rimelig alvorlig, derfor sendte hun mig til en psykiater – hvor jeg gennem end masse prøver  fik stillet en diagnose på moderate/svær depression med noget angst over. Jeg kom i behandling, en behandling jeg stadig er igang med – hvor psykolog samtalerne er det vigtigste og der sker hele tiden fremskridt. Det lyder for mig skørt at kalde det en sygdom som sådan, men det er det jo – så det giver god mening. Min psykolog og jeg har fundet frem til, at det højest sandsynligt bunder i noget helt tilbage fra dengang jeg blev adopteret, og min barndom i Indien. Jeg var ret gammel da jeg blev adopteret til Danmark. Jeg har post traumatisk stress, blandet med angst og depression. Rigtig god blanding… Jeg havde aldrig selv gættet, at min angst er tilbage fra tidligere oplevelser fra mit liv, men efterhånden giver det god mening.

Der er min sygdom, og der er mig:

Det er en god måde at sige det på, der er min sygdom også er der mig. Mig selv som person, er den person jeg plejer at være og sådan jeg kender mig selv bedst. Jeg griner, jeg har masser af energi, jeg passer min skole, mit arbejde, jeg passer på de mennesker jeg elsker og synes godt om mig selv og det jeg står for. Jeg er som person meget social, jeg elsker at snakke med mange forskellige mennesker og er meget hjælpsom.

Min sygdom derimod, har du mødt den? Den gør mig træt, sur, angribende, får mig til at råbe, men også til at sidde stille og græde, jeg kan nogen dage hulke og græde meget højt, og for det meste er der ikke rigtig nogen grund til min gråd. Den får mig til at føle mig utilpas, grim, uelskelig, forfærdelig, den giver mig sindssyge tanker, og lysten ikke  at være til. Den gør mig rasende, og fremstår mig som egoistisk og indelukket. Jeg har ikke lyst til at se nogen som helst mennesker, og nej jeg kan heller ikke overskue at passe på  mine venner eller nogen som helst andre. Med alle de her ting susende rundt i hoved og krop, har jeg ingen overskud, dårlig selvtillid og rigtig meget koncentrations besvær.

Men som I kan se, er der en meget tydelig forskel, og det er meget vigtigt at vide med sig selv. Er det mig selv der taler lige nu, eller er det min sygdom som lige gør sig til?

Hvad Kan man gøre for at få det bedre, hvad gjorde jeg selv?

Tag til en psykolog, få snakket om tingene, opsøg en psykiater og forhør dig om hvordan du har det og hvad de har at sige – det er nemlig begge mennesker med en meget meget lang uddannelse, som har brugt rigtig lang tid på at blive gode til det de gør. Så det er virkelig en god ide, at benytte det – det er jo det de er her for. Jeg synes tit at disse mennesker bliver nedgjort eller sat i bås, hvilket jeg synes er vildt ærgerligt! Jeg hører tit, om folk der synes det er et nederlag at gå til psykolog eller lignende. NEJ det ER et nederlag at du ikke tager vare på dig selv og opsøger og tager imod hjælp når du har brug for den! Jeg tog meget ansvar, også i min sværeste syge periode – jeg fik meldt ud til lærere, folk til frittidsaktivtier og mennesker omkring mig hvordan jeg har det og det gav dem en forståelse og mulighed for at hjælpe mig bedst muligt. Folk kan meget bedre tage hensyn, være forstående og hjælpe dig når du fortæller dem omkring hvordan tingene ser ud fra din side af. På den måde tager du også ansvar for dit liv, Så er det dig selv der styrer dit liv – og ikke sygdommen der gør det. Jeg har selv fået masser af hjælp fra mine forældre, min studievejleder, læge og min kæreste. De er tilsammen, og hver for sig for den sags skyld – en støtte jeg ikke vil kunne være foruden især lige nu i denne hårde tid.

Hvordan har jeg det nu? 

Det er mig en kæmpe glæde, at skrive at jeg er i forbedring. Jeg er flyttet hjemmefra og har boet med min kæreste et års tid snart. Jeg er stadig i behandling og den hjælper mig rigtig meget. Jeg ved godt, at der kan være folk som er meget imod sådan noget, det var jeg også selv, ind til jeg blev klogere inden for det. Det virker for mig, så det er jo dejligt. Jeg har mere overskud til at stå op. Fordi min situation blev forværret her i efteråret, holder jeg lige nu et halvt år fri fra skolen for at blive rask til at starte op igen og færdiggøre min uddannelse. Det er en beslutning jeg er rigtig glad for, nu skal jeg nemlig bare have lidt tid til at tænke på mig, gøre end masse gode ting for min krop og sjæl og det var faktisk også i den forbindelse jeg valgte at starte min blog op. Jeg har stadig mine sindssyge nedture, men hey det har vi jo alle og bare det bliver I færre og mere normale mængder, jamen så er det jo helt på sin plads.

Mine vigtigste råd til dig som går rundt og har det på samme måde

  • Snak med nogen, om det er din forældre, en psykolog, en ven eller nogen helt andre, så er er det vigtigt at du får talt med nogen som lytter. Det vil give dig en indre ro også får du heller ikke følelsen af at være helt alene med det hele. 
  • Spørg om hjælp, der er så mange (til tider også mig selv), som ikke får spurgt om hjælp, jeg ved ikke hvorfor det nogen gange er så svært. Er vi for stolte til at spørge om hjælp? er det et nederlag? Hjælper du ikke meget gerne andre, hvis de spørger om din hjælp? Du kan bruge den motivation til at søge hjælp.
  • Anerkend hvordan du har det, for tro mig, jeg taler af erfaring når jeg siger at det bliver værre, når du ikke acceptere din situation og tager ansvar for hvordan du har det. Du må gerne være ked af det, og nogen dage græder du altså bare helt uden nogen grund, og du græder og græder og det er helt okay. Det var noget af det sværeste for mig – at acceptere hvordan jeg havde det og lade mig selv ha’ det som jeg har. Det skal selvfølgelig være i begrænsede mængder, for du skal selvfølgelig også kunne se fremad og rejse dig. 
  • Find noget der er dit, noget som gør dig glad og gør det når tingene ser aller værst ud. Det kan være at ligge og høre musik, tegne, danse, træne, kramme en du holder af eller noget helt andet, men det vigtige her, er at du skal vænne din krop til lidt godt du kan lide hver dag, så alt det negative ikke får lov at overtage. Her kan du også lave en lille liste med 5 gode ting, hver dag – nogen synes det kan være lidt skørt… men Det er faktisk en super god øvelse, for det meste handler om dit sind. Det vil også helt klart være med til at gøre dig til et lidt mere positivt menneske i hverdagen. 
  • Tro på dig selv, det her er det sværeste ved det hele. For der er og vil være perioder hvor det ikke rigtig kan lade sig gøre, og man mister håbet fuldstændig – men kæmp og tro på det så meget som du kan, også omring dig med gode mennesker, som kan hjælpe med at tage lidt at kampen for dig, når det er aller værst. 

Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år, jeg har ihvertfald selv fået en god start og jeg glæder mig til at se hvad det her år bringer mig. I følge mig selv, kan det kun blive bedre fra nu af.