Min historie

Min Adoption

15. august 2017

Jeg har haft noget på hjertet, og det har taget mig 10 år at nå hertil, hvor jeg endelig kan åbne op og snakke om emnet på normalvis. Dette indlæg vil omhandle min adoption, og hvilke tanker,  følelser og oplevelser det bragte med sig.

Jeg boede oprindeligt i Indien, i en lille landsby udenfor hovedstaden. Der boede jeg med min lille familie, som faktisk alligevel ikke var så lille. Primært bestod den af mine biologiske forældre, mine to mindre søstre og jeg selv. Da jeg var omtrent 5 år gammel blev min mor alvorligt syg, vi forsøgte på bedstevis at hjælpe hende, og  brugte de penge vi havde på at få hende på hospitalet. Da vi var meget fattige, var dette rigtig svært – men det lykkedes dog. Men der var et stort problem, min mor var nemlig gravid med min lillebror, og inden længe skulle min bror altså komme til verden. Mens min mor lå indlagt på hospitalet, gik der ikke længe før hun fødte min bror. Han var skrøbelig, og meget lille.   Jeg var nød til i en alder af 5 år, at påtage mig moderrollen derhjemme og hjælpe mine søskende og familie. Jeg stod for at vaske tøj, lave mad, gøre rent og kigge efter mine mindre søskende. Vi brugte vores sidste penge på at have min mor på hospitalet, men intet hjalp hende. På et tidspunkt kom hun hjem at bo, hun blev lagt hjem til mine bedsteforældre der boede lige ved siden af os. Jeg var sikker på at hun måtte have fået det bedre, siden hun nu kunne komme hjem at være igen. Hvad den lille 5 årige mig bare ikke vidste var, at min mor ikke var kommet hjem fordi hun havde fået det bedre, vi havde simpelthen bare ikke flere penge til forsat at have hende på hospitalet. I god tro om at alt var blevet bedre, bad min far alle børn om at tage med ham til hans familie for at fortælle om mor og hvordan tingene stod til.  Vi sagde farvel til min mor, og jeg husker at jeg var den sidste der var inde ved hende. Jeg krammede og kyssede hende, og holdt humøret oppe, for hun skulle nok klare den – nu var hun jo endelig kommet hjem igen. Da jeg forlod hende lukkede hun øjnene og det var sidste gang hun trak vejret. for vi nåede ikke ret langt fra huset før vi måtte vende om. Min mor var død.

Jeg glemmer aldrig den dag, mine tårer trillede ned af kinderne på mig., og som jeg har beskrevet så fint for mine nuværende forældre “jeg græd, og græd, jeg havde aldrig prøvet at græde så meget før – mine tåre nåede helt ned til vejen”  

Det var en smertefuld tid for min familie, og min nyfødte lillebror der skulle tages hånd om samtidigt. Min mor skulle begraves, men i Indien forgår en begravelse således at det kun er mænd der må deltage. Kvinder må ikke have adgang til en begravelse. Gaderne vrimlede med udelukkende mænd mens min mor blev båret i gennem byen på en båre. Jeg kunne ikke andet end at stå og skimte det hele inde fra huset, forstyrret af en bedstemor der hele tiden stillede sig foran mig. Efterfølgende blev min far rigtig syg, men han var syg på den måde at han var ramt af sorg, den sorg som det medbragte da min mor gik borte. Han kunne intet, og slet ikke passe på 4 små børn. En dag ankom en sort bil, med fremmed mennesker til byen som jeg ikke kunne genkende. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse i maven af at tingene ikke var som de skulle være, og det viste sig på daværende tidspunkt også at være rigtigt. Den sorte bil var kommet for at hente os. Mine tre mindre søskende og jeg. Min bror skreg, og jeg husker at jeg snakkede med min far, men at han overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Jeg valgte at gemme mig i et lille rum, men det var kun spørgsmål om minutter før de fandt mig. Min far fortalte mig at det kun var i en lille periode vi skulle væk, at det var en slags skole vi skulle på og vi ville komme tilbage meget stærkere og klogere. Men både han og jeg vidste at det var en løgn. Jeg græd, jeg vidste det var sidste gang jeg ville se ham. Min far græd, han var stadig meget svag og ind i mellem al hans hulken kunne jeg høre få ord der gav mening.

” Sørg for at I bliver samlet”  Dette har været mit mål siden da, at holde os alle fire samlet. Vi ankom til børnehjemmet og det første der skete var at vi blev delt op. Min verden gik under, jeg hsukede tydeligt hvad min far havde sagt, men hvad kunne en lille pige gøre i sådan en situation.  De to mindste skulle være på den øverste etage, og min ældste lillesøster og jeg skulle være i den midterste etage. Jeg har aldrig brudt mig om regler, og hvis jeg har besluttet mig for noget, var jeg villig til at gå langt for det. Så jeg sneg mig tit op for at se mine mindre søskende, for at tjekke op på dem – Det kostede mig nogle slag og afstraffelse, men den tog jeg med glæde. En dag lykkedes det mig at blive gode venner med en medarbejder på børnehjemmet, som lod mig se mine søskende uden at blive opdaget. Jeg tænker stadig på hende, og det hun gjorde for mig og mine søskende.

Børnehjemmet var ikke et rart sted. Når jeg tænker tilbage på det, kan mærke adskillige ubehagelige følelser der er forbundet med det. På min etage af børnehjemmet var det aller værst, her var det børn fra 6-15 års alderen. Vi gik i skole, fik mad og havde det vi havde brug for, men personalet var strenge og hverdag var der en eller anden der fik bank eller afstraffelse på den ene eller den anden måde. En tidlig aften da vi skulle i seng, inden senge tjek havde min lillesøster tisset i sengen. Jeg vidste med det samme, at det umuligt ville skabe noget godt og byttede hurtigt plads med hende i køjen inden, at det var tid til senge tjek. Da manden så den våde madras, fik han ild i øjnene. Jeg sank en klump og kunne mærke frygten fylde mig krop. Jeg lukkede øjnene af angst, og håb for at når de åbnede ville det være ovre, men da jeg åbnede øjnene så jeg den. Den alle børnene frygtede på børnehjemmet, og grunden til vi alle opførte os ordentlig og makkede ret – manden holdt en tyk kæp i hånden, og det var ikke svært at regne ud i min lille hjerne hvad der så skulle ske. Jeg fik et par hårde slag, og skreg som en pisket – og det skulle hjælpe mig med aldrig mere at tisse i sengen. Vi blev lagt i seng, og jeg vred mig i sengen af smerte, men tanken om at det kunne have været min lillesøster fik mig på en eller anden måde til at glemme smerten for en stund.

Hverdagen på børnehjemmet fortsatte som den plejede, jeg fik venner og veninder, og inden jeg havde set mig om havde vi boet der i et år. Det sidste stykke tid blev vi flere gang hoppet i fine kjoler fordi at vi skulle til møde med en dame nedenunder i et lokale. Hun viste os billeder af nogle hvide mennesker, og jeg var hunderæd for hvad det var for nogle væsner. De lignede hvert fald ikke mig. Jeg forstod lidt efter lidt at vi skulle forlade børnehjemmet snarest og det gjorde mig intet at jeg skulle overlades til nogle fremmede “hvide” mennesker, for alt andet end børnehjemmet var i mit hoved bedre. Den bedste nyhed var at disse fremmede havde besluttet sig for at tage os alle fire samlet. Allerede fra den dag vidste jeg at jeg elskede dem.

Dagen kom hvor vores nye forældre skulle ankomme og hente os. Der var masser af turbulens på børnehjemmet fordi nu skulle der ske noget stort. Det var stort hver gang nogen var så heldige at komme derfra, og jeg havde slet ikke overvejet at det en dag kunne blive mig og mine søskendes tur. Det jeg husker tydeligst fra den dag er, da vi skulle sige farvel til vores venner på børnehjemmet. Der var så meget glæde på vores vegne i børnenes øjne, men samtidigt også så meget sorg og opgivelse i andres. Der var en pige, hun var et år eller to ældre end jeg selv, hun havde boet på børnehjemmet næsten hele sit liv, og det gjorde mig ked af det at jeg ikke kunne tage  hende eller generelt dem alle sammen med mig. Vi fik så meget kærlighed på en dag. Mine forældre gav os så meget varme, kys og kærlighed fra det aller første øjeblik og  jeg kunne mærke med det samme at jeg følte mig hjemme. Jeg snakkede og snakkede og snakkede og munden stod aldrig stille på mig. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det gjorde slet ikke noget for jeg havde brug for at komme ud med alt muligt og var meget nysgerrig på hvem de var og hvor de kom fra. Jeg krammede og kyssede og jeg fik lige så mange, hvis ikke flere kys og kram retur. Det var den bedste følelse i hele mit liv og er stadig den bedste følelse jeg nogensinde har haft. Jeg er så evigt taknemlig og glad for at vi stadig den dag idag står 4 stærke og kloge unge mennesker sammen.

Min far havde helt ret og jeg har holdt mit løfte.

Relaterede Indlæg

7 Kommentarer

  • Svar Louise 15. august 2017 at 18:06

    Hvor var det utroligt rørende at læse. Det er simpelthen så modigt af dig, at du deler din yderst personlige historie. Kæmpe respekt herfra!!

    • Svar Kirsten Thulesen 15. august 2017 at 18:14

      Tusind tak for din søde kommentar Louise. Jeg savner dig, og håber at du har det godt!

  • Svar Annette 15. august 2017 at 21:48

    Wow, sikke en historie. Tak, den giver lidt at tænke over.

  • Svar Hans Henrik Clemensen 15. august 2017 at 23:18

    Kære Kirsten
    Meget smuk og bevægende fortælling om dit og dine søskendes liv. Du skriver virkelig godt. Kommer du ikke snart til København og besøger os?

    • Svar Kirsten Thulesen 16. august 2017 at 8:06

      Kære HH.
      Tak for din kommentar, jeg er super taknemlig, for at have dig og Lise, som en del af mit liv. Jeg vil meget gerne komme og besøge jer snarest. Håber at I har det godt. Mange kram fra mig.

  • Svar Benya Suwan 16. august 2017 at 20:16

    Hvor er det vildt.. Og respekt for at du er så modig!!! ?

    • Svar Eva Rokkedal 16. august 2017 at 23:46

      Kære, søde Kirsten og dine 3 søskende, som jeg med glæde har kendt i en del år nu. Jeg kender jo jeres historie efter, I kom til Odense, men det er en meget rørende historie, du nu fortæller i dit indlæg
      om det meget hårde liv, I havde, før I kom hertil med jeres omsorgsfulde forældre. Det er helt utroligt, at du husker så tydeligt fra du var så ung – kun en meget lille pige –
      Det er en enestående historie – at I 4 søskende kunne blive sammen og efter så alvorlige genvordigheder komme til Danmark hos de sødeste forældre.
      Jeg sender kærlige tanker til jer alle fra Eva Rokkedal

    Skriv kommentar